Italien

Kirsten Aschengreen Piacenti ved Buckingham Palace

Dronning Elisabeth af England har tildelt Kirsten Aschengreen Piacenti ordenen Lieutenant of the Royal Victorian Order. Kirsten er prominent Danes Worldwide medlem i Firenze. Danes Worldwide repræsentant Ole Skjodstrup har talt med Kirsten.

Kirsten Aschengreen Piacenti er en vaskeægte verdensdansker. Hun blev født i 1929 i Madras i Indien, hvor hendes far J. Chr. Aschengreen etablerede ØKs første kontor i Indien. Han blev senere administrerende direktør og næstformand for ØKs bestyrelse, mens Kirsten blev student fra Holte Gymnasium og tog magisterkonferens i kunsthistorie fra Courtauld Institute of Art i London. På en ferierejse til Firenze mødte hun sin kommende italienske mand Franco Piacenti. De indgik ægteskab i 1953 og bosatte sig først i Milano hvor Franco arbejdede ved Milanos tekniske læreanstalt og senere i Pisa, hvor Franco arbejdede ved Pisas Universitet og endelig i Firenze, hvor han han blev professor ved Firenzes Universitet i 1968. Han var blandt de ledende indenfor anvendelse af kemisk teknologi til bevarelse af kunstskatte. Han virkede ved Firenzes Universitet indtil sin død i 2002.

Kirsten begyndte en ikke mindre bemærkelsesværdig karriere i kunstens verden. Og byen Firenze og kunstverdenen er hende megen tak skyldig.

I 1966, da Arno floden gik over sine bredder og oversvømmede Firenze med en bølge på 6-7 meter vand og mudder og bortførte og beskadigede tusindvis af kunstskatte, spillede Kirsten en fremtrædende rolle i arbejdet med at genfinde, registrere og restaurere alle de uvurderlige kunstskatte, der var i fare for at blive tabt for bestandig. Mange af disse skatte har været under restaurering i meget lang tid, og nogle er først blevet færdig restaureret og fremvist igen for nylig.

På Firenzes berømte museum Palazzo Pitti arbejdede Kirsten i museets afdeling for sølvkunst (Museo degli Argenti). Hun arbejdede med stor tålmodighed med at katalogisere og ordne de tusindvis af kunstgenstande, som var blevet samlet gennem årene uden nogen særlige kriterier. Kirsten blev direktør for afdelingen og kreerede Museo degli Argenti med et helt nyt image ligesom hun kreerede og lancerede Palazzo Pittis afdelinger for porcelæn (Museo delle Porcellane) og for kostumer (Galleria del Costume).

I 1996, da Kirsten kunne se frem til et fortjent otium efter en allerede lang karriere i kunstens tjeneste, bad Firenzes byledelse imidlertid Kirsten om at overtage ledelsen af det hensygnende Museo Stibbert – et museum med en meget stor samling af europæiske, japanske og islamiske renaissance rustninger og våben samt malerier, porcellæn og dragter. Samlingen blev i 1906 testamenteret til Firenze af dens indsamler, den passionerede og excentriske engelsk/italienske samler Frederick Stibbert. Han testamenterede samlingen samt et betydeligt vedligeholdelsesbeløb til bystyret. I 1996 befandt museet sig imidlertid i en meget forfalden situation, bygningerne var forfaldne, regnen sivende gennem taget, samlingerne trængte til restaurering og vedligeholdelsesbeløbet var sunket til 625 lire!

Kirsten tog denne udfordring op og har i de seneste 14 år forvandlet museet til et levende og velrenommeret museum til gavn og glæde for hele Firenze. Bygningerne er restaurerede, samlingerne og udsstillingssalene er langsomt blevet opdaterede rum for rum, museets orangeri (limonaia) er blevet strålende restaureret og fungerer nu med restaurant faciliteter som center for begivenheder. Endnu et bemærkelsesværdigt resultat af Kirstens dygtighed, tålmodighed, og vedholdenhed.

I sin virksomhed har Kirsten konstant været sig sin danske baggrund bevidst:

I 1994 arrangerede hun sammen med Mogens Bencard (daværende direktør for Rosenborg) en udstilling på Palazzo Pitti om den enevældige Kong Frederik IVs besøg i Firenze i 1709 under værtskab af Firenzes Storhertug Cosimo III af Medici dynastiet, som boede på storhertugpaladset Palazzo Pitti, samt Frederik IVs møde med sin ungdomskæreste Teresa Trenta fra Lucca.

I 2006 arrangerede hun en udstilling af Dronning Margrethes kunstneriske arbejder på Museo Stibbert. Udstillingen Il Sogno di Una Regina (En Dronnings Drøm) eller i Dronningens egen danske fortolkning ‘Indre Billeder’. Udstillingen omfattede en række malerier, akvareller, designstudier til f.eks. Ringenes Herre, messehageler til kirkerne i Helsingør og Viborg samt en stor samling decoupage arbejder. Dronning Margrethe åbnede selv udstillingen, og fortalte personligt og levende om hendes engagement i sine kunstneriske arbejder. Udstillingen var den hidtil eneste udstilling af Dronning Margrethes kunstneriske arbejder udenfor Skandinavien.

I 2009 dannede Museo Stibbert rammerne om Danes Worldwides Grundlovsarrangement med deltagelse af Danmarks ambassadør Gunnar Ortmann samt Danmarks honorære konsuler Alessandro Berti i Firenze og Federico Daneo i Torino og Danes Worldwide formand Christopher Bo Bramsen og en stor forsamling medlemmer og venner af Danes Worldwide fra Italien. Kirsten præsenterede selv Museo Stibbert og viste gæsterne rundt i museets samlinger.

Men Kirsten er stadig i stand til at overraske sine omgivelser. Sideløbende med hendes mange andre opgaver har hun arbejdet på at katalogisere og beskrive den Engelske Dronning Elisabeths meget store samling af juveler, ordener og ædelsten på Windsor Castle, et arbejde, der strakte sig over adskillige år og resulterede i bogen ‘Ancient and Modern Gems and Jewels: In the Collection of Her Majesty the Queen’. For dette betydelige arbejde tildelte Dronning Elisabeth i april 2010 Kirsten ordenen Lieutenant of the Royal Victorian Order (LVO).

Danes Worldwide repræsentant Ole Skjodstrup talte med Kirsten om begivenheden:

Ole: Hvordan foregik arbejdet med katalogiseringen og beskrivelsen af de mange enheder i den store samling?

Kirsten: Arbejdet involverede naturligvis en del rejser til Windsor Castle, hvor jeg brugte tid i arkivet og på biblioteket, men ellers kunne jeg foretage den videre bearbejdelse af stoffet hjemme i Firenze.

Ole: Det er jo en ærefuld orden, du modtog. Hvordan foregik ceremonien egentlig?

Kirsten: Selve overrækkelsen foregik fredag den 23. april på Buckingham Palace og var meget højtidelig og efter en nøje fastlagt procedure og med meget præcise regler for påklædning, der blev sendt til mig på forhånd.

Ole: Kirsten, du har haft en lang og interessant karriere indenfor kunstens verden. Hvad er dit næste projekt?

Kirsten: Mit næste mål er at videregive ledelsen af Museo Stibbert til en kompetent og kommitted person, der kan videreføre og videreudvikle museet og dets udstillinger i en ånd, der er værdig for museet og kan sikre de værdier, der blev skabt af samlingernes stifter Frederick Stibbert.

Det er således en bemærkelsesværdig karriere for verdensdanskeren Kirsten Aschengreen Piacenti, der stadig skaber resultater for Firenze, for kunstverdenen og for Danmark.

H.C. Andersen sagde i 1852 om Firenze (i Metalsvinet): ‘Staden Florents er en heel Billedbog, naar man vil blade op i den’. Hvis Andersen kunne besøge Firenze igen i dag, ville han finde, at billedbogen har fået adskillige nye sider, takket være hans danske landsmandinde Kirsten Aschengreen Piacenti.

Videre oplysninger om Museo Stibbert kan findes på www.museostibbert.it

Videre oplysninger om Palazzo Pitti kan findes på http://www.uffizi.firenze.it/musei/palazzopitti/

“Min by” hedder Comano og den ligger (faktisk hænger den på en bjergside) i det nordligste Toscana, hvor Toscana mødes med Liguria og Emilia Romagna. I virkeligheden er Comano hverken “min” eller “by”. De fleste her omkring ved godt, at det ikke er “min”, men de bærer nok over med mig, om ikke for andet så fordi, der ikke er en eneste person her i nærheden, der forstår dansk!

Og det er heller ikke rigtig en “by”. Da vi sidst stillede op til tælling (engang i 2007) var der 769 sjæle, men så havde vi også talt hele kommunens befolkning med. Udover Comano inkluderer det syv små bebyggelser i bjergene heromkring som f.eks. Camporaghena, hvor der bor et par dusin mennesker og Torsana, hvor der nu er tre fastboende indbyggere samt en håndfuld udenlandske turister om sommeren.

Til gengæld har vi masser af heste, kastanietræer (og kastanier om efteråret) og svampe (i sæsonen). Derudover har vi en kirke tilegnet St. Georg, tre hoteller med restauranter (men én af dem er lukket undtagen om sommeren), tre plejehjem (det er ombyggede tidligere hoteller), et minimarked, en tankstation, et apotek, et turistkontor med indbygget aviskiosk og pengeautomat, en skole, et postkontor (der holder åbent hele tre timer om dagen) samt to barer, en sportsplads, en park (med det traditionelle mindesmærke for Comano’s faldne i alle krige) og et tårn fra det 9. århundrede, som vi er meget stolte af.

Comano hænger i 600 meters højde over havet i de Apuanske alper næsten ved enden af dalen, hvor Taverone floden strømmer ned og støder til Magra floden inden den løber ud i Middelhavet i nærheden af La Spezia. Vores nabo Antonia (Antó) siger, at Camporaghena bebyggelsen, hvor hun kommer fra (hele to kilometer fra Comano), ligger “ved verdens ende, lige før Jesus Kristus”. Og noget er der jo nok om det, for hun har boet her hele sit firsårige liv.

I hvert fald slutter vejen i Camporaghena, og derefter er der god plads til at spadsere videre op i bjergene, der grænser op til Parma provinsen i Emilia Romagna. Turisterne kalder det for trekking. Og de kommer om sommeren i deres underbukser (shorts) og rygsække og vandrer rundt i bjergene, fordi de gerne vil se på det fantastiske bjerglandskab, siger de. Så for at de ikke skal fare alt for meget vild, har vi afmærket nogle stier til dem og bygget nogle hytter, så de kan hvile sig og drikke deres medbragte vand i plasticflasker og også sove om natten, hvis de er kommet for langt bort hjemmefra. Vi kalder refugierne for rustikke, fordi det lyder mere romantisk og dækker over, at toiletterne er en hyldebærbusk udenfor.

Antó er gift med Mario, som er 87 og stenhugger/murer, eller muratore, som vi siger her. Han er blot én af mange dygtige murere omkring Comano, hvor de fleste huse er bygget i smukke natursten. Det kræver et særligt, næsten kunstnerisk, blik for, hvordan man lægger stenene på plads mellem hinanden i murene, der typisk er en meter tykke. Hvis man lytter til Mario, har han bygget de fleste af husene i Comano og omegn! Mario og Antó har 60 års bryllupsdag næste år, så det glæder vi os til.

Comano hører til i regionen Lunigiana. Naturen, som er områdets største ressource, tilbyder et mildt klima med alle de forskellige årstiders særkender: ofte våde forår med frodige blomster og parfumeret luft, varme somre med legende ildfluer og solrigt vejr, efterår med kastanier og svampe, og vintre med koldt klart vejr og sne for skiløb. Så vi har alle noget at beklage os over hele året rundt.

Lunigiana tager sit navn efter havnebyen Luni (Portus Lunae), som blev grundlagt af romerne i år 177 f.K. Turistkontoret kalder det for regionen med de ét hundrede borge (en mild italiensk overdrivelse). Faktisk er der ‘kun’ énogtyve borge i området. De fleste bygget i middelalderen og nu i forskellige stadier af forfald og restaurering. De fleste er normalt lukkede, men de kan besigtiges efter aftale med ejerne. Andre er omdannede til museer eller centre for events, hvor de smarte folk fra Milano og andre storbyer kan arrangere deres bryllupper eller komme-hinanden-ved firma events og samtidig føle sig hensat til det 12. århundrede.

Lunigiana har siden romertiden været et vigtigt gennemrejse område og har en lang og rig historie præget af korstogsriddere, pilgrimme, feudalherrer, borge og kirker. Historien er så tyk og allesteds-nærværende, at man ligefrem kan skære i den.

Den mest fremtrædende historiske familie i Lunigiana er Malaspina familien. De prøvede hårdt på at erobre hele Lunigiana omkring det 12. århundrede, men måtte kæmpe hårdt og med skiftende held mod Medici familien fra Firenze. Så Comano har en overgang tilhørt Medici familien, og deres våbenskjold hænger prominent over alteret i vores lokale St. Georg kirke. Da Malaspina familien fik overtaget, blev de så begejstrerede over deres egen success, at hvert mandlige medlem af familien skulle have en del af deres besiddelser. Men da det var en stor familie, og da de alle fik mange drengebørn, og da familien deltes i to stridende parter, blev deres besiddelser efterhånden så små, at familiens indflydelse og magt forsvandt.

Men mange af Malaspina familiens bygningsværker består stadig. For eksempel ligger én af vores favorit restauranter i en gammel Malaspina borg i en en lillebitte landsby, der hedder Pontebosio i en passage, der er så smal, at kun een Fiat Punto og een kat kan mødes der. Restauranten hedder for resten Boccondivino, hvilket betyder “himmerigsmundfuld’, og det er rigtig nok. De serverer verdens klasse antipasti og for eksempel væg-til-væg bøffer af de berømte Chianina okser med vin fra vinmarkerne omkring dem. Restauranten har et ildsted stort nok til at stege en babyelefant og ligger heldigvis så godt gemt væk, at turisterne ikke finder den.

Efter en herlig lang italiensk frokost kan man så tage en spadseretur ad den gamle pilgrimsrute Via Francigena, der fører helt fra Canterbury til Rom via Frankrig. Pilgrimsruten hedder faktisk Via Romea, når pilgrimmene rejste til Rom og Via Francigena, når de rejste tilbage mod Frankrig. Pilgrimsruten betød rejsende og forretning for området og der er adskillige kirker og borge, der har ydet ly og beskyttelse til pilgrimmene, og der er borge med tydelige tegn på korstogsridderne. For eksempel i Verrucola, der har en meget velbevaret borg og kirke, og hvorfra familien til Nicoló V stammede. Nicoló V var pave i det 14. århundrede, og det er også navnet på vores favorit rødvin, der laves på Cave Lunae i det ikke så kendte vinområde Colle di Luni. Ofte køber vi vores vin i Comano, hvor vores ven Giorgio laver sin egen vin i sin lille garage og sælger en glimrende Sangiovese vin til 16 Euro for 10 liter.

Hvis man har mere energi tilbage, er der talrige aktiviteter at tage del i. F.eks. Ridning på nogle af vore heste. Comano er kendt for sit hesteopdræt. Og foråret er tiden, hvor de nye føl kommer til verden. Det er spændende at se, om den drægtige hest fra i aftes nu er nedkommet i nattens løb, og at se de nye føl tage deres første skridt. Senere lejer vi dem ud til turisterne, så de kan ride ture ad de ruter, vi har afmærket til dem, hvis de kan få hestene til at gå i den rigtige retning. Man kan også fiske ørreder i vores bække og floder. Og i svampesæsonen bliver Comano invaderet af folk, der samler svampe. Men det kræver, at man køber en licens, og man skal passe på slangerne, der tilsyneladende holder til på de samme steder som svampene. De svampesamlere, der overlever, kan så få deres samling af svampe checket på det lokale apotek for giftige svampe. Og så kan man jo samtidig forsyne sig med de fornødne medikamenter mod giftige svampe. Vi foretrækker at købe vores svampe hos grønthandleren.

I Lunigiana laver vi fester for alt imellem himmel og jord. Vi har fester for kastanier, salami, kartofler, øl, svampe, løg fra landsbyen Treschietto (reklamen lyder: Jeg har ikke kysset min kone i tyve år, jeg foretrækker at spise løg fra Treschietto!), samt for heste. Comano er vært for den største heste festival i Toscana. Den tredie week-end i september bliver befolkningen i Comano fem-doblet, når heste festivalen tiltrækker godtfolk fra nær og fjern. Selv det ellers lukkede Hotel Roma åbner sine døre og serverer excellente Lunigiana specialiteter.

Og om vinteren står vi på ski – alpin ski selvfølgelig. Der er tre ski sports steder i nærheden af Comano. Vores foretrukne er Cerreto Laghi, der ligger 40 minutters bilkørsel fra Comano, hvis vi tager genvejen over bjergene; en dramatisk 12 kilometer tur over bjergene mod Emilia Romagna ad en meget small og snoet et-spors vej, der ikke tillader et øjebliks uopmærksomhed. Men så kan man jo stoppe bilen et øjeblik og nyde den fantastiske udsigt til de snedækkede tinder, som vi er på vej mod. Cerreto Laghi er en typisk alpeby med træhuse i tyrolerstil og gode barer og restauranter (den ene drives af Antós bror Bruno og den tilhørende bar af hans datter Maura). Cerreto har gode skipister og fin sne i hvert fald indtil Påske.

Om sommeren har vi let adgang til kysten kun en halv times kørsel fra Comano med Lerici og Portovenere som nogle af vores foretrukne mål. En af vores foretrukne fiske restauranter er Palombaro i Le Grazie. Og fra La Spezia tager vi én af bådene til Cinque Terre; fem små landsbyer, der klynger sig til klipperne over havet. Nu klassificeret som UNESCO world heritage område. Vidunderlige spadserestier fører mellem landsbyerne. Den berømteste nok Via dell’Amore mellem Riomaggiore og Manarola. Og et af de største karnevaller i Italien er i Viareggio ikke langt derfra.

Jeg har helt glemt at fortælle, hvem “vi” er. “Vi” er Ole (udedansker på 22. år med en historie fra Milano, London, Frankfurt, München, og London igen) og partner Linda (engelsk). I 2004 købte vi et 400 år gammelt stenhus i Comano med henblik på en bolig til vores pensionering, og i 2005 flyttede vi permanent herned fra London, hvor vi begge havde arbejdet indtil da. Det er en hel historie for sig, som vi vil komme tilbage til en anden god gang.

Siden da har jeg accepteret tre roller med relation til Danmark. Den første er som lokal repræsentant for foreningen Danes Worldwide i Toscana, Ligurien og Emilia Romagna. Det involverer at etablere et lokalt netværk af danskere i området samt et samarbejde med andre danske organisationer og grupper i området. Den anden rolle er som Copenhagen Goodwill Ambassador, hvilket indebærer at markedsføre København internationalt som center for turisme og erhvervs investering. Den tredie er som rejseambassador for Berlingske Tidendes Rejseliv, hvor jeg skriver en blog om vores oplevelser med at realisere drømmen om at leve i Italien.

Siden vi flyttede til det lille ukendte Comano i har vi koncentreret os om at integrere os i samfundet her og renovere vores hus og lave en have ud af junglen omkring huset. Og vi har været meget heldige. Vi er blevet budt velkomne her og har fået mange venner. Folk her er meget venlige, og man hilser faktisk på hinanden, når man møder hinanden i “byen” og får ofte en sludder om løst og fast også med mennesker, man ikke kender på forhånd. Vores integrations historie er også en lang historie, som I kan læse mere om på Ole’s blog.

Vores pensionist tilværelse har iøvrigt omfattet en hel række uforudsete begivenheder. Vi har for eksempel mødt Dronning Margrethe både i Firenze ved åbningen af hendes udstilling af sine kunstneriske værker på Museo Stibbert og på Kronborg i forbindelse med Danes Worldwides traditionsrige årsmøde i 2008, og vi traf også Kronprins Frederik ved an anden lejlighed på Kronborg Slot. Og som Copenhagen Goodwill Ambassasor har vi truffet Prins Joachim et par gange til middage i København, og i samme anledning har vi truffet statsminister Anders Fogh Rasmussen og en række ministre og opinionsledere i Danmark. I Italien omfatter vores oplevelser en audiens med Pave Benedikt XVI i Rom, operaen Tosca i operaen La Fenice i Venedig, og Onegin på La Scala i Milano, Madama Butterfly på den udendørs scene ved Torre del Lago på middelhavskysten, en koncert med Andrea Bocelli på Teatro del Silenzio på en åben mark i det sydlige Toscana. Og så arbejder vi sammen med Snoghøj Højskole i Danmark om deres studieture til Italien, hvor vi har været værter ved besøg i vores hus i Comano og også guider ved deres besøg i nærliggende Lucca. Desuden har vi naturligvis talrige besøg af vores familie og venner fra Danmark, England og USA og vi tager selv på besøg i England og Danmark et par gange om året.

Så der har I vores stille pensionist tilværelse i “min by”: den afsidesbeliggende Comano i det nordlige Toscana. I må godt fortælle nogle af jeres venner om det, men ikke for mange, for vi vil helst beholde det som det er.

En gruppe danskere besøgte i juni måned Toscana. Gruppen, der bestod af 24 personer, var på et rejsekursus organiseret af den danske Snoghøj Højskole http://www.snoghoj.dk/.  Blandt sine mange tilbud tilbyder Snoghøj Højskole studiekurser i Italiansk kultur og livsstil.  

Inden rejsen til Italien havde gruppen tilbragt nogle dage på Snoghøj Højskole ved Fredericia i med at forberede turen med en række foredrag og aktiviteter med relation til Italien f.eks. undervisning i italiensk og foredrag om italiensk kultur og skikke. Gruppen havde besøgt Cinque Terre, Genova og Lucca, men var også interesseret i at opleve dagligdags italiensk levevis.  

De havde derfor kontaktet Danes Worldwide’s lokalrepræsentant i Toscana Ole Skjodstrup, som har boet og levet i Comano gennem de seneste tre år. Ole og hans kone Linda fortalte gruppen om valg af område og hus, integrations processen i det italienske samfund og deres dagligdags liv i og omkring Comano, og gruppen havde lejlighed til at smage prøver af den lokale vin og mad.  

Derefter spadserede gruppen gennem Comano og besøgte San Giorgio kirken med bl.a. Medici familiens våbenskjold, en status af St. Georgio, og andre effekter, og efter en typisk Lunigiana frokost i en lokal ristorante, endte gruppen besøget på toppen af Comano’s vartegn Torre di Comano – een af Lunigiana’s  ‘hundrede borge’ fra det 13. århundrede. 

Gruppens leder og forstanderen for Snoghøj Højskole Torben Egeris sagde: “Det var meget interessant at høre om og opleve det virkelige liv i italien af en dansker, der bor her til daglig. Vi søger i vores aktiviteter at kigge ‘bagom’ de typiske turist attraktioner for at opleve og forstå det virkelige, dagligdags liv i Italien, i dette tilfælde i en lille bjergby i Appenninerne”.  

Linda og Ole under Toscanas måne

Solen er lige gået ned, og tusmørket er ved at lægge sig over de Toscanske bakker. Cypresserne står i silhuet mod den endnu lyse himmel. Det er stadig varmt, og fuldmånen viser sig i horisonten og begynder på sin vej henover himlen, og lydene fra landskabet bliver mere dæmpede, som den Toscanske nat sætter ind. Med andre ord: alt er som det skal være på en typisk sommernat i hjertet af Toscana.

Men det er ikke en typisk nat under den Toscanske måne! Pludselig springer lys ud fra alle sider og koncentrerer sig på en scene, omgivet af nogle få store sten rejst midt i det Toscanske landskab, et orkester spiller, og den kendte stemme af en italiensk tenor synger, og en forsamling af mere end 6,000 gæster applauderer.

Og det er ikke et tilfældigt sted i Toscana. Stedet er Teatro del Silenzio, og tenoren er den berømte Andrea Bocelli, og den nærliggende landsby er hans fødeby – Lajatico. Og natten er tilegnet kunst, sang, underholdning, og ren magi.

Andrea Bocelli har inviteret nogle af sine kunstner venner. Iblandt dem er trompetisten Chris Botti, sangerinden Sarah Brightman, den fantastiske kinesiske pianist Lang Lang, og sangerinden Laura Paustini for at nævne nogle få. Men selvfølgelig er aftenens hovedperson Andrea selv med et bredt udsnit af hans kendteste sange som ‘La Voce del Silenzio (selvfølgelig!), “ Canto della Terra’, ‘Il Mare Calmo della Sera’, “Besame Mucho’ og Vivere’ og mange andre og naturligvis afsluttende med den berømte “Con Te Partiro”. Ren magi.

364 dage om året svarer Teatro del Silenzio præcis til sit navn. Det er stille. Kun een dag om året vågner hele området op af sin tornerosesøvn og kommer til live med kunst og underholdning og mennesker, når Andrea Bocelli holder sin årlige koncert i sin fødeby Lajatico.

Efter midnat stadig beruset af musikken og i en drømme tilstand forlader vi Teatro del Silenzio og kører under Toscanas måne ad de usædvanlig støvede grusveje vel guided af en lille hær af trafik guider, som Lajatico stiller til rådighed for denne enestående koncert, og finder tilbage til vort hotel.

Vi vågner op næste morgen stadig betaget og med musikken i ørerne. Vi undrer os. Var vi virkelig der? Skete det virkelig?

Beviset finder vi på parkeringspladsen. Vores bil er fuldstændig dækket af støv fra Lajaticos grusveje. Eller, måske er det stjernestøv?

Nu, hvor sæsonen for ‘tilståelser’ er gået ind, skynder jeg mig at tilstå, at Danes Worldwide ikke var det første, der optog os, da vi flyttede til Toscana fra London i maj måned 2005.

Bortset fra at sende Danes Worldwide endnu en meddelelse om adresse ændring – den syvende fra forskellige Europæiske lande på atten år - var vi mere optaget af at fjerne cement klumper fra vores møbler og rydde op efter håndværkerne, der havde ombygget vores 400 år gamle hus. Derefter flyttede vores fokus sig til at få styr på det vildnis af hoftehøjt ukrudt på vores grund, som vi drømte engang skulle blive vores have samt starte den næste bølge af ombygninger

Derudover fik vi tiden til at gå med at ‘frigøre’ os fra det officielle ‘system’ i UK og ‘integrere’ os i det officielle italienske ‘system’.

I vores ‘fritid’ arbejdede vi på at integrere os i det ‘rigtige’ samfund, lære vores naboer at kende, opbygge et netværk af venner og bekendte og finde en kirke for vores søndags gudstjeneste.

Tanken om Danes Worldwide opstod først efter nogle måneder. Som udedansker siden 1987 var jeg allerede ‘gammelt’ medlem af Danes Worldwide, og for at tilbyde nogle af mine internationale erfaringer og netværk til andre danskere besluttede jeg mig til at acceptere to roller. Den ene er som lokal repræsentant for Danes Worldwide. Den anden rolle er som Copenhagen Goodwill Ambassador – medlem af et korps af omkring 80 internationale danske forretningsfolk, der støtter markedsføringen af København internationalt.

Danes worldwide

Danes Worldwide er en forening for udedanskere med over 5,000 medlemmer over hele verden. Foreningens dag-til-dag kontakt med medlemmerne foregår gennem et netværk af omkring 120 lokal repræsentanter, der bor i lokal områderne i hele verden.

Danes Worldwides kerne aktiviteter er at netværke med udedanskere, sparre med dem omkring deres forskellige udfordringer gennem foreningens panel af eksperter indenfor f.eks. skat, love, sociale forhold osv i forbindelse med at flytte til og leve i et andet land for kortene eller længere tidsrum, ligesom foreningen rådgiver sine medlemmer omkring de samme forhold når turen går hjem til Danmark igen.

Som et vigtigt element i disse ydelser tilbyder Danes Worldwide kompetence givende undervisning i Dansk til børn af Danes Worldwide medlemmer. Undervisningren tilbydes både som fjernundervisning og i form af den meget succesfulde Sommerskole.

Hjemme i Danmark fungerer Danes Worldwides sekretariat som talerør for udedanskere vedrørende en række vigtige emner på det politiske område. F.eks. valgret for udedanskere, ret til dobbelt statsborgerskab, familiesammenføring – alle simple, rimelige og relativt ukontroversielle krav, som danske politikere generelt har valgt at ignorere.

Danes Worldwides regelmæssige kontakt til medlemmerne går gennem det populære tidsskrift “Danmarksposten”, som udkommer otte gange årligt samt gennem foreningens hjemmeside www.danes.dk som opdateres frekvent. Årets højdepunkt er for mange medlemmer den traditionsrige årlige sammenkomst på Kronborg slot i august måned med musik, underholdning og tanke vækkende foredrag af prominente personer fra politik, kultur, og forretningslivet samt en reception med lejlighed til at møde andre udedanskere og udveksle erfaringer og gøre nye bekendtskaber.

Både centralt og regionalt søger Danes Worldwide at koordinere sine aktiviteter med de øvrige danske organisationer som f.eks. ambassaderne, konsulaterne, og andre hel og halvofficielle danske organer. Senest har Danes Worldwide stillet sine lokalrepræsentanter og deres lokale viden og netværk til rådighed i forbindelse med opbygning af et katastrofeberedskab, der desværre har været påkrævet i de seneste år.

Et år som Danes Worldwide lokal repræsentant

Det første år som lokal repræsentant har budt på en række aktiviteter. Her er nogle højdepunkter:

Som nytilkomne startede vi i December 2005 med at arrangere en julemiddag for Danes Worldwide medlemmer og venner i nærliggende La Spezia. Vi fik derigennem kontakt med en gruppe danske i vores lokalområde, mange i dansk-italienske ægteskaber, og mange af dem er blevet vore venner.

I marts 2006 arrangerede vi et besøg for en gruppe danske venture capital folk til Toscana, og som led i arrangementet fik vi Danes Worldwide medlemmer Raffaele og Laila, der driver den lokale afdeling af det danske firma Container Centralen, til at mødes med gruppen i Montecatini Terme og præsentere italienske virksomheds forhold og kultur.

I maj 2006 deltog vi i en reception ved åbningen af Dronning Margrethes udstilling af over 120 af hendes kunstneriske arbejder på Museo Stibbert i Firenze. Udstillingen blev introduceret af Museo Stibbert’s danske direktør (og Danes Worldwide medlem) Dr. Kirsten Aschengreen Piacenti og Dronning Margrethe åbnede selv udstillingen og fortalte personligt og levende om sit engagement i kunstneriske arbejder og fremhævede kunsten som en naturlig del af sit daglige liv.

Nogle dage senere arrangerede vi en velbesøgt Danes Worldwide reception i Auditorio Parco della Musica i Rom i anledning af Det Danske Institut’s 80 års festkoncert under deltagelse af Dronning Margrethe og Kulturminister Brian Mikkelsen

I august 2006 deltog vi i Danes Worldwides traditionsrige årsmøde på Kronborg slot. Arrangementet blev indledt med en Gudstjeneste i slotskirken. Derefter var der underholdning i Riddersalen og taler af bl.a. Tivolis direktør Lars Liebst under overværelse af Kronprins Frederik. Arrangementet blev afsluttet med en reception, hvor vi havde æren af at blive introduceret til Kronprins Frederik og kunne konversere med ham nogle minutter.

Dagen efter Kronborg mødet deltog jeg i et møde i Fredensborghusene for alle hjemmeværende Danes Worldwide lokal repræsentanter, hvor vi havde lejlighed til at udveksle og diskutere forhold af fælles interesse.

Tilbage i Italien har jeg deltaget i tre møder i en ERFA gruppe for danske erhvervsfolk i Italien. ERFA gruppen blev etableret og meget professionelt drevet af det danske Generalkonsulat i Milano med det formål at være et forum for erfarings udveksling og diskussion mellem danske erhvervsfolk i Italien omkring emner af fælles interesse. Gruppen har herunder mødtes hos B&O i Milano og hos Chr. Hansen i Parma, ligesom gruppen mødtes til et mere uformelt julearrangement hos den dengang nytiltrådte Generalkonsul Susanne Linnet i hendes bolig i Milano med en præsentation og snak med den danske cykelrytter Rolf Sørensen fra Toscana.

I December var jeg glad for at få tildelt eet af Danes Worldwide’s legater til sommerskolen 2007 til et barn af eet af Danes Worldwide’s medlemmer i Italien.

Som det fremgår har det første år som Danes Worldwide lokal repræsentant været både spændende og varieret. Og vi ser frem til at videreføre arbejdet i samarbejde med de øvrige danske repræsentationer i Italien.

Den private front

Ovenstående kunne let give det indtryk, at vi fortrinsvis lever i en verden af udedanskere afsondret fra det italienske samfund. Intet kunne imidlertid være fjernere fra virkeligheden.

Vi har derimod aktivt integreret os i vores lokale samfund i vores lille landsby Comano. Vi har herigennem fået mange nye venner og bekendte og vi er blevet kendt i vores lokale samfund.

Desuden har vi integreret os i det officielle italienske system og skaffet os de talrige officielle dokumenter, der er uundværlige for at leve i et oplyst, demokratisk Europæisk samfund

De ovennævnte aktiviteter er offentliggjort både paa Danes Worldwides hjemmeside www.danes.dk og på en meget anbefalelsesværdig hjemmeside www.italy.dk, der redigeres af Charlotte Sylvestersen, en dansk journalist, der bor i Milano og som een af sine mange aktiviteter redigerer denne hjemmeside. Den er fyldt med nyttige og interessante facts & figures, som Charlotte har samlet over en lang periode. Anbefalelsesværdig både for nytilkommere og for danskere, der troede at de vidste (næsten) alt om Italien.

Det vi troede ville blive en stille pensionist tilværelse i en lille stille bjergby i Toscana har udviklet sig at blive et særdeles aktivt liv med mange kontakter, nationalt og internationalt, samt en hel række af høj profil begivenheder. Og det bare i løbet af det første år som Danes Worldwide lokal repræsentant.

Vi er nu fokuseret på at bygge videre på, hvad vi har støbt grunden til i 2006. Det gælder både vores hus, have, venner, familie og kontakter via Copenhagen Goodwill Ambassador Corps og selvfølgelig Danes Worldwide.

Velkommen til Danes Worldwide!

Meget af den seneste tids debat I Danmark om integration af ‘indvandrerne’ er i realiteten om, hvad vi danskere forventer – eller kræver - af ‘ny danskerne’ for at tillade dem at leve i ‘vort’ land. Som sådan er det en ‘os versus dem’ konfrontation. Og konklusionen tenderer mod en situation, hvor vi forventer af ‘dem’ (eller beordrer ‘dem’ til) at blive ligesom ‘os’. Hvordan kan de ellers hævde, at de har integreret sig i det danske samfund? Og hvordan kan vi ellers leve lykkeligt sammen?.

Men er det også den indstilling vi bringer med os, når ‘vi’ danskere flytter udenlands for at leve og arbejde? Eller er vores indstilling til integrations opgaverne en smule anderledes, når arbejdet med integrationen gælder os selv? Er vi ligeså faste i stemmen, når vi taler om at lære det lokale sprog, når ‘vi bare skal være der nogle få år’. Og ‘hvorfor er det nødvendigt at indrette sig efter alle disse tossede love og bestemmelser, der gælder i det land vi er flyttet til?’ Og ‘Hvorfor kan ‘de’ ikke bare gøre tingene på den ‘rigtige’ måde? Dvs den måde vi gør dem på i Danmark. Vi er da kunderne, er vi ikke? Og kunderne har aktid ret, har de (vi) ikke?

Formålet med denne artikel er at se på integrations konceptet med øjnene af en dansker, der flytter til et andet europæisk land for at leve, og forsøge at tage integrations konceptet til et praktisk dagligdags niveau. Med andre ord: vil vi gerne fortælle, hvordan vi gjorde det i praksis.

Vi skal lige forklare, at vores landsby Comano i Toscana er en temmelig lille kommune med omkring 1,000 sjæle, og det er et godt gæt, at enhver ved alting om alle andre i vores kommune. Som nytilflyttede er vi derfor meget ‘synlige’. Og her tales kun italiensk. Ole havde allerede et rimeligt italiensk fra hans periode i Italien for omkring 10 år siden. Linda kunne ikke italiensk overhovedet. Vi var enige om, at vi ønskede at blive en del af det lokale samfund.

Hvad gjorde vi?

Fra starten har vi rakt hånden frem til det lokale samfund og snakket med alle vi har mødt for at vise dem en venlig indstilling og overbevise dem om, at vi er her permanent, ikke blot som turister, der rejser væk igen efter en kort periode. Det var let at komme til at snakke med folk. Vi var faktisk begejstrede over, at det er almindelig praksis at hilse på hinanden, når man mødes i landsbyen og en gang imellem at stoppe op og sludre lidt selv med mennesker, man ikke kender. Det var ligesom at skrue tiden tilbage til Ole’s barndom i Holbæk for mange år siden.

Rent praktisk startede vi med at gøre vores 400 år gamle hus komfortabelt for os selv og også få det til at se beboet ud igen og syne imødekommende for os selv og vores gæster og for landsbyen som helhed. Det blev bemærket, og vi fik mange tilkendegivelser, der viste at man påskønnede vores arbejde.

Så, efter et par måneder, da vi var blevet nogenlunde installeret, inviterede vi vores naboer og venner til et ‘house-warming party’ i vores gårdhave med drinks og snacks. Vi lærte nogle nye mennesker at kende ved den lejlighed, fordi nogle af vores naboer havde benyttet lejligheden til at invitere deres venner og bekendte med. Så vores lokale ‘netværk’ startede at vokse. Seks måneder senere gentog vi successen med en større gruppe ved at invitere til en jule reception i vores hus.

Vi startede også på at gøre vores indkøb i de lokale forretninger, kaffebarer, restauranter, benzin station, apotek osv. Det viste vores interesse i det lokale samfund, og undervejs lærte vi en masse nye mennesker at kende, som driver de lokale forretninger.

Vi startede også på at deltage i den lokale kirke’s gudstjenester og andre aktiviteter. Det tog lidt tid at vende os til gudstjenester på italiensk og i en katolsk kirke, men det viste igen vores interesse i det lokale samfund. Vi deltog også i nogle kirkelige processioner rundt i landsbyen, f.eks. for at fejre vores menigheds skytshelgen St. Georg, og i Langfredag processessionen Via Santa Croce. Vi deltog også i en pilgrimsrejse med menigheden i vores landsby til Vatikanet i Rom. Og senest har vi fået vores hus velsignet med helligt vand og bønner af vores elskede præst Padre Dario som det er skik i Italien.

Gennem alle disse aktiviteter har vi lært mange familier i området at kende, og vi er blevet mødt med venlighed og hjælpsomhed af alle vi har mødt.

Et særdeles godt eksempel er en venlig ældre dame Signora Vanda, som vi mødte i kirken sammen med hendes søn Maurizio. Efter nogle søndage kom Maurizio hen og inviterede os til hendes hus, for at hun kunne lære os bedre at kende. Det viste sig at være et enormt hus, hvor Signora Vanda lever alene, efter at hendes mand døde tidligt i 2005. Hun er 85 år gammel, ex-skolelaerer og en sand guldmine af viden om alt mellem himmel og jord: historie, kunst, politik, geografi, og – meget vigtigt – det italienske sprog. Hun taler ‘kun’ italiensk. Desuagtet inviterede hun Linda til daglige to-timers lektioner i det italienske sprog med en masse andre emner som have, madlavning, lokale skikke osv. Disse lektioner har bragt Linda’s italiensk til et fortroligheds niveau, som har sat Linda i stand til at konversere frit paa italiensk med vores naboer og venner. Og Signora Vanda gør det blot for selskabet.

Vores netværk af venner og bekendte har også vist sig nytting i mange situationer, hvor vi har haft brug for råd og vejledning om, hvor vi skulle henvende os på de forskellige offentlige kontorer osv.

Imidlertid er vi også blevet medlemmer af det internationale samfund i vores område inkl. nærliggende La Spezia. Linda er blevet medlem af den (fortrinsvis engelsk sprogede) International Womens Club, og Ole’s arbejde som repræsentant for Danes Worldwide har udvidet vores netværk med mange personer med spændende internationale og danske profiler.

Herved har vi integreret os både formelt og uformelt i vores lokale samfund i Comano, i det italienske samfund generelt, og også i det internationale miljø i vores område. Det har været spændende og berigende, og vores arbejde med det er blevet særdeles godt modtaget.

Hvad har vi opnået?
:
Vi har brugt tid og energi på integrations processen, men den har også givet os selvtillid og mange nye venner.

Vi er nu velkendte i vores lokale samfund og folk kommer ofte for at sludre og udveksle nyheder med os, hvor vi færdes. Og vi får stadig mange tegn på hengivenhed fra vores omgivelser i form af små gaver som friske æg, grønsager, kirsebær, hjælp, sprogundervisning og på mange andre måder.

Har vi mistet vores (Danske og Engelske) identitet i integrationsprocessen? Overhovedet ikke. Nu kommer vi ‘hjem’, når vi rejser til Danmark, når vi rejser til England, og når vi vender tilbage til Italien!

Hvad har vi lært?

Integration er noget man beslutter sig til. Det kommer ikke automatisk. Det tager tid og kræfter. Og det er sommetider hårdt arbejde og frustrerende. Men det er også meget berigende.

Følelsen af integritet og selvtillid ved at have ‘hele verden’ som ‘hjem’ er svær at forklare fuldt ud til mennesker, der ikke har prøvet det selv. Vi kan leve vores liv i bevidstheden om, at vi har hjemme i mere end eet land, og at vi kender vores vej omkring i ‘vores’ forskellige lande. Det er en kuffertfuld af erfaring, som det er svært at forstå, og som ikke kan købes for penge,

Et andet råd er: Lad være med at ‘ghetto’ ind i et internationalt udlændinge miljø. Sådanne samfund er nyttige og berigende som supplement til integrationen i det ‘rigtige’ miljø i det land, man lever i. De er ikke en erstatning for ‘rigtig’ integration.

Og lad være med at søge tryghed ved kun at tale dansk eller engelsk. Så vil man forblive et udenforstående element i det ‘rigtige’ liv i det samfund, man lever i. Lær sproget, ræk ud, mød de lokale beboere. De har meget mere viden om deres land, skikke, og lokale vaner, end I nogensinde vil kunne få. Man kan lære utallige overraskende og vidunderlige ting ved at tale med dem og trække på deres viden og erfaring.

Og endelig: Integration er ikke videnskab. Det er ‘bare’ almindelig sund fornuft, og sommetider hårdt arbejde. Men det er altid berigende.

Husk også på, at integration er en to-spors vej. Hvis man viser sin vilje og arbejde, vil man også normalt blive budt velkommen. Det kræver vilje og evne fra begge sider.

For at par søndage siden sad vi i kirken til en festa og fandt os pludselig omgivet af Linda’s Italiensk lærer Vanda og hendes søn Maurizio, en søster til den tidligere ejer af vores hus Alfio, Pietro – borgmesteren i Comano - og hans kone, og Maria Adelaide og hendes familie. Og de sludrede allesammen med os og omkring os, og Padre Dario vinkede velkommen til os. Så Linda og jeg så på hinanden og sagde ‘Vi er kommet hjem!’.

Velkommen til vores verden!

Da Pave Benedikt XVI mødte Linda & Ole!

I November 2005 deltog vi i en pilgrimsrejse til Vatikanet i Rom sammen med 44 personer fra vores lokale menighed samt nogle andre kirke menigheder fra vores dal.

Vi startede en tirsdag morgen kl. 4:30 og kom tilbage sent onsdag aften (faktisk var det torsdag morgen). Vi kørte sammen i en bus, og turen ttil Rom tog omkring seks timer. Umiddelbart efter indkvartering på vores hotel og frokost kørte vi til Vatikanet og Peterskirken, hvor vi var tilladt at se den nylig afdøde Pave Johannes Poul II,s kiste og gravhvælving under Peterskirken. Samme aften deltog vi en særlig messe i Peterskirken for alle pilgrimmene, en meget særlig oplevelse.

Højdepunktet på turen var imidlertid audiensen med den nye Pave Benedetto XVI. Audiensen fandt sted på trapperne lige udenfor Peterskirken. Vi var tidligt på færde og fik pladser på de første to rækker, så vi havde lejlighed til at hilse ham på første hold.

Som del af audiensen velsignede Paven alle pilgrimmene og vores familier derhjemme, særligt børnene og de syge. Både før og efter audiensen kom Paven rundt blandt pilgrimmene for at hilse på os,

Et andet rigtigt højdepunkt på turen var faktisk deltagerne selv. Vi var ialt 46 personer, og det var en virkelig behagelig gruppe af positive personer. Den lange bustur blev tilbragt med at synge, både salmer og italienske populære sange. Selv stoppene på vejen var nogle dejlige oplevelser. Så snart vi var stoppet på en service station, ud kom folde-sammen bordene, dugene, skinken, salamien, ost, brød, vin, vand, kager osv, som de tur-ansvarlige havde bragt med i bussen, og der var en sludren og latter og glæde.

Vi fik nogle nye venner på turen, og vi havde lejlighed til at snakke med de venner, vi allerede havde blandt deltagerne. Vi havde også lejlighed til at lære Padre Dario rigtig at kende på turen, fordi vi delte bord med ham under vore måltider. Han er af den opfattelse, at man aldrig skal forsømme en lejlighed til at organisere en festa!

Udover at deltage i søndags messen har vi også haft megen morskab og mange interessante oplevelser ved at tage del i vores lokale kirke begivenheder. Her er nogle eksempler.

Vi gik med i en procession efter en søndags messe for at festligholde et møde mellem alle de italienske (Katolske) kirker – fantastisk solskin, præsterne i skarlagenrøde jakker under en guld canopy, børnene foran processionen til at sprede rosenblade på vejen – hele vejen op ad bjerget til en kort bøn ved et alter med en fantastisk udsigt over dalen, og tilbage til kirken igen.

Vi deltog i en lokal begivenhed til at indvie tre nye ambulancer til de lokale Servizi Pubblici. Ambulancerne blev velsignet og indviet i helligt vand og bønner, og derefter kørte de af sted i fuld fart og med fuld udrykning! Og bagefter var der fælles spisning for hele landsbyen bag ambulance stationen.

På gensyn næste søndag i kirken!

Danske kirker er ikke så lette at finde i de fleste dele af verden udenfor Danmark – og som udedansker, der bor i en lille landsby i Toscana, er det praktisk talt umuligt at finde en dansk kirke i nærheden eller at deltage i en dansk gudstjeneste. Derfor var det en udfordring for os at finde en kirke for vores søndags Gudstjeneste, da vi flyttede til vores 400 år gamle hus i Comano i Toscana for en trække os tilbage.

Så vi besluttede os til at være modige og begynde at deltage i søndags messe i vores lokale kirke i Comano. Den er selvfølgelig Katolsk, men vi trøster os med at vi tjener den same Gud. Desuden er vores lokale kirke opkaldt efter ingen mindre end… St. Georg! Så vi var allerede noget fortrøstningsfulde, da vi for første gang med svedige hænder og bankende hjerter sad på kirkebænkene i Comano til søndags messe, fordi vi i kirken kunne se på en statue af Englands skytshelgen St. Georg, der dræber dragen.

Den foruroligende faktor var naturligvis, at messen udover at være Katolsk også var helt på italiensk. Men efter at vi nu har vænnet os til det, har vi opdaget at der er en bemærkelsesværdig lighed mellem den Katolske Messe og den Anglikanske Eucharist (bortset fra sproget).

Endvidere, for ikke at gøre sagerne alt for lette for udenlandske tilkommere (også kaldet stranieri stupidi), er der ingen ‘service sheets’, (som normalt i Anglikanske kirker). Så enten kender man udenad og på italiensk alle responsene, Fader Vor, Ave Maria, Trosbekendelsen, osv, eller også er man henvist til en rolle som tilskuer/tilhører. Dernæst er der relativt få salmer at synge, hvilket på een måde er godt, da der ikke er nogen salmebøger og salme numrene ikke bliver annonceret til menigheden på nogen måde!

Vi har løst disse to små udfordringer ved at finde på internettet en særdeles god forklaring af den Katolske messe med en oversættelse på engelsk sideløbende med teksten. I kan finde den på http://roma.katolsk.no/mass.htm Det var en stor hjælp til at forstå, hvad der egentlig foregik, og selvfølgelig var det også en stor hjælp til at lære udenad responsene, bønnerne etc. ligesom de ‘rigtige’ italienere!

Senere har vi opdaget, at der faktisk er salmebøger i vores kirke. De er bare godt gemt væk bag St. Georg! En venlig dame overrakte os een en søndag, så nu ved vi, hvor de er gemt, og kan tage een frem til messen. Selv salme numrene bliver nu nogle gange annonceret af vores kære præst Padre Dario, særligt på søndage, hvor der ikke er noget kor til at lede salmesangen. Så, når Padre Dario husker på det, annoncerer han numrene som et hint til, at menigheden godt kunne hjælpe ham med at synge salmerne!

En anden morsom forskel kommer frem ved altergangen, hvor fordelingen af opgaverne er denne her: Præsten drikker altervinen, og menigheder får brødet at spise! Det er sandt! Og een søndag fik kun circa en trediedel af menigheden del i brødet. Midt i altergangen løb Padre Dario tør for brød og måtte sende resten af menigheden tilbage til bænkene uden brød. Efter messen fortalte man os, at det var første gang, det var sket i vores kirkes historie!

På trods af alt besværet med at lære Gudstjeneste i en Katolsk kirke og på italiensk, kan vi kun opmuntre jer til at deltage i jeres lokale italienske kirkers gudstjenester og andre begivenheder. Det er i sig selv berigende på enhver måde, og det vil være befordrende for jeres eget spirituelle liv og udvikling, ved at vise jeres bekendelse både til Gud og til jeres lokale samfund.

Vær ikke genert fordi I ikke fuldt ud forstår alle detaljer af den Katolske Messe. I er blandt venner. Og I kan lære messen med lidt vilje og research, og samtidig vil I udvide jeres italienske ordforråd. Og vær ikke bange, fordi I ikke er helt fortrolige med den Katolske sædvane med at stå, sidde, knæle, gøre korsets tegn osv. Der er altid forskellige sædvaner selv blandt italienerne, så der er plads til individuelle fortolkninger af disse sædvaner. Og I vil lære nogle nye og venlige mennesker at kende undervejs.

Kirkegang i Italien er – ligesom i Danmark – en kilde til åndelig udvikling, og den er tilgængelig for jer lige på jeres dørtrin. Og samtidig kan I så spare pengene til jeres psykoterapeut, jeres meditations konsulent, jeres ‘coach’ samt alle de andre ‘eksperter’ i mental hygiejne og i ‘at søge dig selv’. Mange mennesker har rent glemt, at virkelig lykke starter med de Kristelige værdier, som vores samfund er bygget på, og som I kan finde i kirkerne i Danmark, England – og i Italien!

På gensyn næste søndag i kirken!

Hvordan man åbner en bankkonto i Italien!

Da Gud skabte Italien, skabte han samtidig det italienske bureaukrati, sådan at ingen ville kunne forveksle Italien med Paradis! Italienerne spenderer år af deres liv i køer i forskellige officielle kontorer for at hente, udfylde og få stemplet dokumenter, der i sig selv er fuldstændig værdiløse. Eet dokument er som oftest kun adgangs bevis til den næste kø for at få det næste værdiløse dokument indtil til sidst – eller efter omstændighederne aldrig – man opnår det dokument, man havde brug for til eet eller andet praktisk formål. Gang disse timer og uger af spildt tid, bekymringer og arbejde med 5 – og du har nogenlunde hvad det tager for to udlændinge, der flytter til Italien, at blive officielt registreret og integreret som fastboende udlændinge (ogsaa kaldet “stranieri stupidi”).

I denne lille historie beskriver vi, hvordan vi som nytilflyttede til Toscana frekventerede de forskellige officielle kontorer og til sidst er blevet officielle “cittadini” i vores lille landsby Comano i de Apuanske Alper. Som nyankomne havde vi behov for at etablere os med alle de “normale” ting, der er nødvendige for at leve et relativt ubesværet liv som f..eks. en lokal bankkonto, medlemskab af det lokale sygesikringssystem, en fast telefonlinie.

Tag f.eks. opgaven for Linda med at åbne en bankkonto: en ting, som man som typisk dansker/englænder ikke forbinder med større problemer. Men hovsa, vi er nu i Italien, og her er det anderledes. Her er den bureaukratiske logik, som vi har lært at forstå den:

Red Tape Italien

En bank i Italien kan/må ikke åbne en bankkonto for dig, hvis du ikke har et “skatte nummer” (Codice Fiscale), der identificerer dig overfor de italienske skattemyndigheder og overfor andre transactions partnere. Så, hvor får du sådan en vigtig ting? På det regionale Uffizio Entrata, selvfølgelig. I vores tilfælde i Aulla, der ligger 18 kilometer fra vores hus.

Der er bare det ved det, at Uffizio Entrata ikke kan give dig et Codice Fiscale, før du er registreret som bosiddende i din lokale kommune (Comune) og din kommune har forsynet dig med et certifikat (Certificato di Residenza), der er bevis på din status som bosiddende på en bestemt adresse. Aha, og hvor får du så sådan et Certificato di Residenza? På dit lokale kommunekontor’s Uffizio Anagrafica, selvfølgelig!

Der er bare det ved det, at for at få et Certificato di Residenza fra din Comune’s Ufffizio Anagrafica, skal du forevise en række dokumenter f.eks. dit pas samt fotokopi af det, skøde på dit hus eller lejlighed (hvis du er ejer) eller lejekontrakt (hvis du er lejer) tillige med 3-4 pas billeder og - vigtigst af alt - din italienske opholdstilladelse (Permesso di Soggiorno), et dokument, der giver dig tilladelse til at opholde dig i Italien for et bestemt tidsrum, f.eks. eet år. Aha, og hvor får du så sådan et dokument? På det regionale politi hovedkvarter (Questura) selvfølgelig! I vores tilfælde i Massa, der ligger 40km fra vores hus.

Der er bare det, at for at få et Permesso di Soggiorno, skal du indgive en ansøgning og forevise og indlevere en lang række dokumenter: Dit pas og fotokopi heraf, dåbsattest, bevis paa, at du finansielt kan klare dig i form af f.eks. ansættelseskontrakt (hvis du er i erhverv); pensionsaftaler (hvis du er pensionist); bankkonti (hvis du er hverken – eller); eller andet bevis for at du ikke vil ligge Italien til last finansielt; og desuden – vigtigst – bevis for at du har din sygesikring i orden. Det kan f.eks. være privat sygesikrings kontrakt eller offentlig sygesikring (som vi har det i Danmark). Aha, og hvor får du så sådan et bevis? På det regionale eller lokale sygehus, selvfølgelig! I vores tilfaelde i Carrara, 35 km fra vores hus.

Der er bare det, at for at blive indskrevet i det italienske sygesikrings system (Assocciacione Sanataria Locale -ASL) skal du bevise, at du er syge-forsikret i det offentlige sygesikringssystem i det land, hvor du kommer fra (i vores tilfælde i England). Det skal ske i form af et officielt EU document (E106 eller E121), som skal udstedes af sygesikringsmyndighederne i det land, hvor du sidst har boet. Eller også skal du betale en årlig forsikringspræmie til ASL på 370 Euros per hoved!

Vi var sådan set villige til at betale denne forsikringspræmie for blot at komme eet skridt på vejen til en bankkonto (For dem, der har glemt det, var faktisk det, der var formålet fra begyndelsen), men på ASL kontoret i Carrara forklarede en venlig dame os, at vi ville skulle betale et helt års forsikringspræmie, uanset på hvilket tidspunkt i kalenderåret vi tilmeldte os, og da vi allerede var i slutningen af november måned 2005 og iøvrigt så nogenlunde raske og rørige ud og ikke havde umiddelbart behov for lægelig hjælp, foreslog hun at vi skulle spare de penge ved at udsætte denne aktivitet til begyndelsen af 2006.

I mellemtiden forsøgte vi at fremskaffe EU dokumenterne (E106/E121) fra de Engelske sundheds myndigheder. Det skal ske ved ansøgning til Hendes (engelske) Majestæts Department for Work and Pensions (DWP), der iøvrigt har deres callcentre i Indien!!

Der er bare det, forklarede de os fra Indien, at for at udstede sådanne dokumenter har DWP brug for bevis for, at vi havde betalt bidrag til den engelske National Insurance. Heldigvis havde vi sådanne kvitteringer og kunne umiddelbart faxe dem til DWP. Og så startede vi på at vente, og vente, og vente. Telefonopkald til callcenteret i Indien resulterede i forklaringer om at sådanne EU dokumenter kunne forventes efter 12-14 dage. Så efter mere end en måneds venten ringede vi igen og blev mødt med kommentarer om at ‘det ikke synes som om vi troede på at DWP havde sendt dokumenterne’ og at ‘forsinkelsen sikkert skyldtes det sløve italienske postvæsen ha-ha!’ Men DWP indvilligede allernådigst i at sende kopier af dokumenterne IGEN! Endelig ankom både originaler og kopier omtrent samtidig. Originalerne var sendt med almindelig post (overfladepost eller snail mail) fra DWP’s “service” center i Filipinerne!!

Fast Track Italien

Så vi bragte stolt dokumenterne til Questura’et i Massa, og så gik det pludselig stærkt. Politi-damen, højtidelig klædt i official højpudset carabinieri uniform, undersøgte straks EU dokumenterne og overrakte os uden at fortrække en mine vores Permesso di Soggiorne hver gyldigt i 5 (fem) år! Hurrah!

Vi skyndte os tilbage til vores Comune i Comano og blev næste dag indskrevet som “cittadini” på vores adresse i Comano, fik et fint ID-kort udleveret, og et Certificato di Residenza, der bekræfter vores bopælforhold.

Således forsynet kørte vi til Aulla og fandt deres Uffizio Entrata, hvor vi straks fik vores Codice Fiscale og fik et midlertidigt bevis herfor. Senere fik vi tilsendt et fint officielt plastic kort med same nummer.

Således forsynet kørte vi til en bank i den nærliggende landsby Licciana Nardi og åbnede straks en bankkonto og fik omgående udleveret et flot plastickort til brug i alle Bancomater.

Og endelig kørte vi til det lokale ASL kontor i Aulla og blev indskrevet i det italienske sygesikringssystem – uden at betale een Euro!

Senere besøgte vi den lokale læge i Comano, der var yderst venlig og fremkommelig og straks gav Linda en recept paa nogle tabletter, som vi på det lokale apotek fik udleveret ganske gratis! Vi havde ellers tidligere betalt over 50 Euros for de same tabletter i håndkøb.

Så vi er nu lykkeligt indskrevet i de offentlige annaler i Italien, og vi har følgende dokumenter til bevis: Permesso di Soggiorno, ID-kort, Documento di Iscrizione al Servizio Sanitario Nationale, Certificato di Residenza, Codice Fiscale. Og så har vi altså også en bankkonto og et bancomat kort!

Hvad lærte vi?

Hvor lang tid tog det? Alt ialt omkring 3 måneder. Mest på grund af ventetiden på vores EU dokumenter fra Filipinerne!

Hvor mange ture tog det? 3 ture til Massa, 2 ture til Carrara, 3 ture til Aulla, og så 2-3 fodture i vores lille landsby.

Hvad lærte vi? Først, at man ikke skal vente nogen resultater overhovedet ved det første besøg på et officielt kontor. Første besøg går med at blive forklaret hvordan “systemet” virker, få udleveret de nødvendige dokumenter. Dernæst går der tid med at fremskaffe den krævede dokumentation (pas, dåbsattest, EU-dokumenter osv samt pasbilleder i massevis og fotokopier i same antal). Næste besøg går med at blive forklaret hvad der nu mangler, og ved det tredie besøg er der chance for at man opnår det ønskede resultat (oftest en “billet” til det næste kontor).

En anden ting vi oplevede var, at de offentlige kontorer er befolket med venlige og hjælpsomme mennesker (det er sandt!). På alle kontorer blev vi mødt med hjælpsomhed og villighed til at forklare, hvordan systemet virker og også drøfte løsningsmuligheder. Det er vigtigt at gøre sig klart, at som udlænding repræsenterer man en undtagelses-situation i forhold til, hvad de forskellige kontorer “normalt” tager sig af. Det er også vigtigt, at man lytter til den vejledning og de råd, man bliver givet.

Det er frem for alt vigtigt, at man IKKE fører sig frem som EU borger med ret til og krav på dette og hint, på trods af de italienske love og bestemmelser. Vi overværede en engelsk herre på Questura’et i Massa, som på engelsk søgte at ‘forklare’ vores “dame carabiniera” at i Tyskland, hvor han tidligere havde boet, var det hele meget nemmere, og man behøvede ikke alle de dokumenter. Han er der formentlig endnu! Det hjælper også gevaldigt, hvis man kan tale italiensk! Der er kun begrænsede muligheder for at komme frem med Engelsk for slet ikke at tale om dansk.

Men først og fremmest lærte vi at være tålmodige (Patienza!!) og at der ikke er grund til panik eller frustration. For, som vi italienere siger: Vi spiser jo hver dag, så hvad er problemet?

*******************************************************************************
PS
Denne lille historie skal ikke tages som en official veljedning i hvordan man bliver registreret i det officielle Italien. Sandsynligvis varierer implementeringen af kravene og reglerne også fra region til region. Vi er på ingen måde eksperter. Men vi har været igennem “møllen” og er landet godt. Så hvis ovenstående kan være nogen til lidt nytte, har vi opnået vores formål.

Ideen til vores eventyr startede for lang tid siden, da jeg for første gang boede i Italien (fra 1987 til 1993). Her udviklede drømmen sig om engang at trække mig tilbage til et hjem i Italien ved foden af alperne, hvor det er rigtig sommer om sommeren og rigtig vinter om vinteren. Dvs sol og varmt vejt om sommeren og sol og sne om vinteren nær ved ski pisterne.

Drømmen tog en vending mod virkelighed i 2004, da vi startede på at søge efter et hus, son passede ind i vores drøm. Vi startede vores søgen i den nordlige del af Lombardiet omkring Milano, Varese og Lago Maggiore, hvor jeg boede gennem mit første ophold i Italien.

Imidlertid ledte de allestedsnærværende hjemme-sider fra forskellige ejendomshandlere os længere sydpaa til Ligurien og Toscana og til sidst til Lunigiana, som er den nordligste del af Toscana. Vi brugte nogle rejser paa at identificere vores drømmehus, et 400 år gammelt stenhus Casa Ferrari i traditionel Toscana stil med en usædvanlig stor opholdsstue (faktisk var det skolestuen i den lokale skole i begyndelsen af det 20. århundrede) og en herlig stor intern gårdsplads.

Vi købte huset endeligt i april måned 2004 i traditional italiensk stil med taskefulde af kontanter, der skiftede hænder i sagførerens kontor mens han messede højt af teksten til købekontrakten og skødet. På italiensk selvfølgelig.

Den næste milesten var i maj 2004, hvor jeg sendte alle mine møbler og de fleste af mine ejendele fra min lejlighed i London til huset i Italien og flyttede ind i et lejet hus i Wimbledon sammen med Linda. Og i same uge var mit første barnebarn blevet født, medens jeg arbejdede på et project i Edinburgh i Skotland.

På een MEGET lang week-end lavede vi følgende: Jeg fik læsset alle mine (danske) møbler og de fleste af mine ejendele på den forudbestilte flyttevogn og fik den sendt af sted til Toscana; samtidig fik jeg gjort slut-på-lejemål-rent i min lejlighed af det bestilte rengøringsfirma; jeg fik lavet inventar opgørelse på lejligheden og dens resterende indhold; jeg fik lejligheden inspiceret af udlejningsfirmaets repræsentant og afleverede pænt nøglerne; (I mellemtiden havde Linda gjort det same med hendes lejlighed); Vi lavede flytte-ind inventar-opgørelse i vores nye møblerede hus i Wimbledon og tog huset i besiddelse; Vi tog fra Wimbledon – eller SW19 som vi London’ere kalder Wimbledon efter den første del af postnummeret – med gaver, blomster og balloner og smil til Chorleywood, hvor min søn boede på det tidspunkt, for at blive præsenteret for mit første barnebarn; vi fløj til Italien og kørte til vores hus for at vente på flyttevognen med mine møbler; vi læssede af på en meget sen og mørk aften og sikrede, at alle flyttekasserne kom ind i nogenlunde de rigtige rum; vi fløj tilbage til London og vores nye hus i Wimbledon og gik på arbejde friske og udhvilede mandag morgen, d.v.s. for mit vedkommende fløj til Edinburgh for at fortsætte mit projekt!

En anden vigtig milesten for vores hus i Toscana var et project til renovering af køkken, badeværelse, spisestue og gæsteværelse. Selv om huset var absolut beboeligt, ønskede vi at gøre det mere attraktivt og bekvemt både for os selv og for vores gæster samt at sætte vores eget præg på huset.

Projektet startede i oktober 2004 og endte lytkkeligt den 13. januar 2005 på dagen efter vores fødselsdage (Lindas den 11. januar og Oles den 12. januar, som vi ‘fejrede’ mellem flyttekasser og cement).

Gennem 2004 rejste vi til Toscana på en række forlængede week-ends og ferier for at overvåge projektet, vælge materialer, holde håndværkerne til arbejdet etc.

I januar 2005 var drømmen blevet til virkelighed for så vidt som huset angik. Det næste skridt var at realisere drømmen om at komme til at bo permanent i det. Vi gik begge gennem lange processer med at frigøre os fra vores jobs, hvilket tog flere måneder at gennemføre, men endte lykkeligt i slutningen af april 2005, samtidig med at vores eet-års lejemål på huset i Wimbledon løb ud. Så vi besluttede at forlade vores lejede hus ogt flytte til vores drøm i Toscana i maj måned 2005.

Så den 1. maj 2005 forlod vi med bævende hjerter Wimbledon: Ole i en fuldtpakket bil med vores tøj og andre ejendele og Linda dagen efter med kufferter og kat i lufttransport godkendt bur i fly til Italien, hvor Ole hentede hende i lufthavnen i Pisa sent om aftenen, og i måneskin kørte vi sammen ind i vores Italienske drøm.